Stort tillykke til os alle med grundlovens fødselsdag. 169 år. Det er jo alligevel en del. Men den holder sig godt. Den er måske ikke helt med på den sidste nye mode, men den fungerer. Den er stærk, og står i mod de største udfordringer den møder – specielt alt det med kongen.
Han har jo ikke helt lige så meget magt i virkeligheden, som grundloven tillægger ham, men det er trods alt nok også meget godt – og så er han jo i øvrigt også en kvinde, men man kan jo ikke få det hele med i sådan en lov.
Vi skal være stolte af vores grundlov – Danmarks forfatning. Den er fundamentet – hele grundlaget for det demokratiske Danmark.
Men vi skal passe på vi ikke kommer til at tage det hele for givet – Vi skal passe på at vi ikke udfordrer grundloven, for nogen gange forsøger vi lige at skubbe en gang for meget til grænserne, og det skal vi passe på med.
Gør vi det for mange gange, tror jeg at grænserne til sidst falder sammen, og hvad står vi så tilbage med.
”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.
Sådan står der i grundlovens paragraf 77. Det er det vi på almindelig dansk kalder ytringsfrihed. Den frihed er vi i Danmark – med god grund – meget stolte af. Den holder vi fast i. Den må ingen tage fra os.
Nogen gange gør vi det nok bare lidt for meget.
Vi ophøjer ytringsfriheden til det allerhelligste – specielt når vi har sagt – eller nok snarere skrevet – noget halvdumt.
For med grundlovens paragraf 77 i inderlommen går alt for mange danskere til den på de sociale medier. Vi sidder hjemme bag skærmen og skriver ting – til og om folk – som vi aldrig kunne finde på at sige til folk ansigt til ansigt.
Men på skrift går det meget nemmere, og så er der ikke grænser for hvad der kan komme ud.
Når der så er en venlig sjæl der gør os opmærksomme på at vi nok er gået for langt. Så hiver vi grundloven ud af inderlommen og vifter med paragraf 77. Jeg har ytringsfrihed jeg må skrive hvad jeg vil.
Det er i min verden en sandhed med modifikationer. Ja der er ytringsfrihed og i princippet kan vi sige alt, men. Og det er et stort men. Vi har jo ikke ytringspligt. Det tror jeg vi skal blive bedre til at huske hinanden på.
For hvorfor er det nødvendigt for os at sige og skrive noget til andre mennesker, som gør dem bange og kede af det, når nu det inderst inde ikke er nødvendigt for os at sige det.
Dels mener jeg det er at gøre grin med essensen i grundloven når man bruger den til at hævde sin ytringsfrihed som en ytringspligt og dels er det skadeligt for den offentlige debat når tonen bliver hård og uforsonlig.
Hvis vi skal flytte os, og udvikle os som samfund, så har vi behov for folk der har lyst til at sige deres mening – på en konstruktiv og sober måde.
Heldigvis er det mere en landsdækkende tendens end det er en lokal tendens. Jeg oplever i hvert fald ikke at vi her i Guldborgsund har de helt store udfordringer med tonen i debatten.
Men debat har vi, og heldigvis for det. Vi vil i Guldborgsund Kommune rigtig gerne høre borgerne inden vi træffer beslutninger. Det bliver vi bedre og bedre til, og borgerne tager bedre og bedre i mod det.
Og det er vigtigt at borgerne engagere sig i den offentlige debat. Vi er valgt 29 byrådsmedlemmer i Guldborgsund Kommune. Vi ved meget, men ikke alt, og derfor er borgernes gode konstruktive meninger vigtige for os. Det er med til at kvalificere vores beslutninger.
Der er dog et sted hvor jeg synes det mærkes at debatten bliver meget følelsesladet og ikke altid helt så konstruktivt.
Det er debatten om land og by.
Uanset hvor vi bruger kommunale penge, står der nogen tilbage og siger det er alle de andre der får det hele.
Jeg oplever at byråd der er meget optaget af den debat. Et byråd der er meget optaget af at land og by er hinandens klare forudsætninger.
I vores planstrategi som vi skal vedtage lige om lidt skriver vi at vores landdistrikter skal være attraktive og at Nykøbing skal være en stærk hovedby.
Min egen tolkning af hvordan vi lykkedes med det, er at vi skal være med til at understøtte de positive tiltag der sker i vores landdistrikter, som ofte er understøttet af en masse frivillig arbejdskraft.
Der er et kæmpe stort engagement, og der skal vi som politikere sikre os at det frivillige engagement møder velvillighed og opbakning fra kommunens side.
Hvis Nykøbing skal være en stærk hovedby, skal vi turde satse på alternativ byudvikling der gør byen interessant, vi skal turde gøre noget ingen andre gør, vi skal være lidt fremme i skoene for at komme på landkortet.
Men det vigtigste tror jeg er at vi alle, både byrådsmedlemmer og borgere, lære at acceptere at fordi der bliver brugt penge enten i vores landdistrikter eller i byen, er det jo ikke ensbetydende med at de andre ikke har fået eller får noget.
Vi kan bare ikke det hele på en gang. Vi skal prioritere og gøre tingene i en rækkefølge, og derfor er det også vigtigt at man bliver ved med at arbejde fokuseret for sit eget projekt, så skal pengene og opbakningen for det meste nok komme på et tidspunkt.
Og mens man venter på at ens eget projekt nyder fremme, tror jeg på at sammenholdet i Guldborgsund vil stå endnu stærkere og endnu mere konstruktivt, hvis vi glæder os på andres vegne.
I sin grundlovstale i 1933 sagde Statsminister Stauning: ” Vi er stærke, naar Smaafolk i By og paa Land staar sammen”
Og deri har han fuldstændig ret – lad os alle huske på det.
Fortsat god grundlovsdag